Berlingske: Thornings rejser til Sierra Leone og Kuwait var en socialdemokratisk iscenesættelse

Berlingske bringer i dag denne artikel, hvoraf det fremgår, at Helle Thorning-Schmidts rejser til Sierra Leone og Kuwait udelukkende var en socialdemokratisk iscenesættelse af statsministeren.

Hvorfor har medierne – især DR og TV 2 – så haft disse rejser som tophistorier?
Der er kun én mulig forklaring: 80 % af journalisterne stemmer på rød blok. De gør derfor, hvad de kan, for at hjælpe Helle Thorning i valgkampen. At det ikke har hjulpet i målingerne, gør ikke mediedækningen mindre ussel.

Regeringen: To stramninger giver færre asylansøgere, men alle lempelserne har ingen betydning

Siden september sidste år er antallet af månedlige asylansøgere faldet fra 3150 personer til 626 i januar i år. Det skyldes ifølge Socialdemokraternes integrations- og udlændingeordfører, Ole Hækkerup, at regeringen har fremlagt og herefter fået vedtaget to stramninger på udlændingeområdet.

For én gangs skyld må man give regeringen ret: Stramninger giver færre asylansøgere.
Rent logisk må det derfor også gælde, at lempelser giver flere asylansøgere. Nu stiller medierne imidlertid ikke regeringen spørgsmål om de 31 lempelser på udlændingeområdet, som rød blok og til dels Liberal Alliance har gennemført.

Da antallet af asylansøgere steg voldsomt i de første ni måneder af 2014, påstod regeringen gang på gang, at det ikke havde noget at gøre med de 31 lempelser, men næsten udelukkende skyldtes borgerkrigen i Syrien.

Thornings tur til Kuwait uden nyhedsværdi – DR og TV 2 havde den som tophistorie

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var i går, tirsdag den 3. marts, på et lynvisit i Kuwait for at besøge de danske F-16-piloter, der fik ros af statsministeren. Andet skete der ikke. Helle Thorning kom ikke med nogen som helst form for nyheder.

Alligevel havde både DR i TV Avisen 18.30 og TV 2 i Nyhederne kl. 19 besøget som tophistorie. Begge nyhedsudsendelser bragte endda et længere interview med statsministeren.

Helle Thornings motiv med rejsen er indlysende: Hun ønsker at profilere sig selv op til det kommende folketingsvalg. Turen til Kuwait blev derfor brugt til at prøve at overbevise vælgerne om, at hun har fokus på og kontrol med terrortruslen mod Danmark. Det var intet andet end et skattefinansieret reklamestunt.

DR og TV 2 har tydeligvis besluttet, at de vil gøre, hvad de kan, for at hjælpe Helle Thorning med valgkampen. De to tv-stationer benyttede nemlig den samme fremgangsmåde, da statsministeren var i Sierra Leone. Den tur havde heller ingen nyhedsværdi.

Regeringen: For flygtninge kan det betale sig at arbejde for seks kroner i timen

Regeringen påstår, at det for flygtninge bedre kan betale sig at arbejde i dag end under VKO, selvom en gennemsnitlig flygtningefamilie har fået 10.000 kr. mere om måneden under Thorning-regeringen.

Beskæftigelsesministeriet har regnet ud, at en nyankommet flygtningefamilie bestående af to voksne på kontanthjælp og tre børn alt i alt får 454.215 kroner om året. Det har fået Venstre til at lancere en kampagne, hvor der argumenteres for et loft over offentlige ydelser.

Selvom Venstre bruger regeringens egne tal, så mener Socialdemokraterne, at V’s kampagne er “groft vildledende”. Ifølge Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, prøver V at give indtryk af, at der i Danmark går horder af arbejdsløse rundt, som har en gigantisk indtægt. Petersen udtaler, at hvis de to voksne fra flygtningefamilien fik et job til HK-mindsteløn, så ville familien have 2.000 kroner mere til rådighed om måneden efter skat.

Lad os regne lidt på det eksempel, som regeringen kommer med:
Begge forældre i flygtningefamilien får et fuldtidsjob til HK-mindsteløn, hvilket giver familien 2.000 kr. mere om måneden efter skat. Det giver en gevinst på 1.000 kr. pr. måned pr. job. Der er 160,33 arbejdstimer på en måned, så netto-timelønnen er på:
1000 / 160,33 = 6,24 kr.

Der er meget få personer i Danmark, der mener, at det kan betale sig at arbejde 37 timer om ugen for en netto-timeløn på 6,24 kr. Alligevel påstår regeringen, at det bedre kan betale sig i dag end i Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister.
Det er en direkte løgn.

En gennemsnitlig flygtningefamilie har nemlig fået 10.000 kr. mere om måneden under Thorning-regeringen. Under Lars Løkke fik en gennemsnitlig flygtningefamilie 27.775,42 kr. om måneden i offentlige ydelser, mens den i dag får 37.851,25 kr. Det er en stigning på hele 36 %. Alligevel får regeringen lov til fremsætte løgnen uden nogen som helst kritiske spørgsmål fra medierne.

Eksemplet, hvor de to voksne i en flygtningefamilie får et fuldtidsjob til HK-mindsteløn, er naturligvis et meget tænkt eksempel. Der findes ikke ret mange indvandrerfamilier, hvor begge forældre både har evnerne og villigheden til at kunne varetage et rigtigt job. Især villigheden kniber det med. Dorthe Nielsen, jobcenterchef i Høje-Taastrup Kommune, har udtalt:

Der er nogen, som ikke har travlt med at finde et arbejde. Jeg kan godt genkende tallene fra vores kommune. Der er nogen, som har tilpasset deres levevis i familien efter, at den ene kan gå hjemme på offentlig forsørgelse, og det er i høj grad et kulturelt problem.
De, som vil snyde, kan snyde.