Blandt borgerlige bliver der i disse dage talt og skrevet meget om Liberal Alliances krav om topskattelettelser. Det mest populære synspunkt er dette kompromis:
LA skal have sin lettelse af topskatten, mens Dansk Folkeparti til gengæld skal have sin udlændingepolitik gennemført til punkt og prikke.
Der er mindst to problemer med det kompromis.
For det første kunne DF ikke få hele sin politik på udlændingeområdet gennemført, selvom LA kunne overtales til at stemme for den. Venstre og De Konservative ville stadig være i modstandere af en pæn del af DF’s udlændingepolitik.
Et enkelt eksempel: Hverken V eller K vil tage et opgør med konventionerne.
For det andet ville DF’s ja til en sænkning af topskatten med stor sandsynlighed bevirke, at mange vælgere ville forlade DF og vende tilbage til Socialdemokraterne. S ville konstant køre løs med paroler såsom: “Thulesen Dahl har begået vælgerbedrag” og “DF bekymrer sig kun om bankdirektøren”.
Eftersom blå bloks flertal kun er på ét mandat, så kunne DF’s accept af topskattelettelser derfor meget vel være det, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister efter næste folketingsvalg.
Det ville bl.a. betyde en tilbagevenden til SR-regeringens slappe udlændingepolitik, hvor antallet af asylansøgere blev firedoblet og familiesammenføringerne steg med 279 % *.
Det bør enhver borgerlig tænke over, inden vedkommende ønsker sig det nævnte kompromis.
* Antallet af familiesammenføringer er steget med 97 % fra 2011 til 2014, fordi rød blok og LA afskaffede pointsystemet. Thorning-regeringen forventede 11.000 familiesammenføringer i 2015. Det vil i givet fald være en stigning på hele 279 % fra 2011 til 2015.