For en sjælden gangs skyld er der en læseværdig leder i en dansk avis. Jyllands-Posten skriver:
———————————-
Hvis den såkaldte blå blok skal bevare regeringsmagten efter det kommende valg, skal den håbe på, at partiet Nye Borgerlige kommer i Folketinget – ellers bliver stemmespildet for stort. Flere målinger tyder da også på, at det nye parti får held at passere spærregrænsen, og så har vi det, politikerne kalder en ny situation. Mildt sagt.
Nye Borgerlige har tre krav til en ny regering: et totalt asylstop, udlændinge skal forsørge sig selv, og kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom. Partileder Pernille Vermund siger, at de krav er ufravigelige, og så er hun i øvrigt ligeglad med, om det er Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen eller Kristian Thulesen Dahl, der skal være statsminister. »Vi støtter udelukkende en regering, som vil indfri vores ufravigelige krav,« siger hun til dagbladet B.T.
Det er en interessant udmelding. Folk fra Liberal Alliance har reageret ved at advare mod at stille ultimative krav, og de taler jo unægtelig af erfaring. De læste situationen helt forkert, da de troede, de kunne bytte topskattelettelser med udlændingestramninger til Dansk Folkeparti, for de havde ikke set, at for DF gælder det nu om dage først og fremmest stemmeoptimering, ikke andet; DF er i den henseende blevet et helt almindeligt parti. Og da Liberal Alliances topfolk tillige optrådte så overmåde klodset i forhandlingerne og fejrede indrømmelser, de endnu ikke havde fået, formåede de at vække DF’ernes raseri i en grad, så det synes at være blevet et selvstændigt politisk mål for partiet at smadre ethvert tilløb til liberale sejre i regeringen – til stor skade for Danmark.
Det er politisk proces, spil for spillets skyld, og der er tilsyneladende andet og mere på spil for Nye Borgerlige. Man bør lægge tryk på tilsyneladende, for det er frygtelig nemt at tale dunder og være ultimativ og principiel, når man ikke er en del af den daglige politiks mange mudrede kompromiser. Men for Nye Borgerlige synes udlændingepolitikken – modsat for DF – faktisk at være et kabinetsspørgsmål. DF kunne jo, da migranterne strømmede ind over grænsen i 2015, have stillet regeringen stolen for døren, men det gjorde man ikke, hvad Pernille Vermund ikke undlod at gøre Morten Messerschmidt opmærksom på, da de mødtes i radioen for nylig. Og hun efterlod ingen tvivl om, hvad hun ville have gjort i den situation.
»Måtte du leve i interessante tider,« lyder den gamle kinesiske forbandelse, som meget let kan ramme dansk politik. Det hele kan selvfølgelig også falde på plads som en opreklameret bjergetape, hvor favoritterne ender med at komme samlet i mål; det er meget muligt, at alle de drastiske krav og voldsomme udmeldinger lader sig passivisere af symbolske indrømmelser, hvorefter blokkene falder pænt til ro. I så fald må Pernille Vermund forberede sig på at blive så eftertrykkeligt til grin, at det får den latter, der har ombrust Anders Samuelsen, til at ligne et stille fnis.
Det ved hun sikkert godt, så mon ikke hun, hvis hun kommer ind, vil søge at holde stand på den ene eller den anden måde? Hvem byder sig så til, for hendes krav er jo et brud på konventionerne? Det bliver interessant at se, men det kan også blive forfriskende at få flere holdninger ind i dansk politik. Anders Samuelsens melding om ikke at være til salg for ministerbiler er jo eftertrykkeligt gjort til skamme sammen med Lars Løkkes ord om ikke at ville være statsminister for enhver pris. Nu er der tegn på, at prisen snart stiger, og det skal blive spændende at se, om Lars Løkke er parat til at betale den.
Kulturradikalisme Smadrer Danmark 