Valgkampen nærmer sig med hastige skridt. Nye Borgerlige ligger klart over spærregrænsen i meningsmålingerne, og det passer ikke den danske journaliststand. Der er næppe nogen tvivl om, at medierne vil indlede en kampagne mod Pernille Vermund og co.
En af de ting, som medierne vil kaste sig over, er Nye Borgerliges tre ufravigelige krav, som vil indebære et opgør med konventionerne:
- Der skal indføres et totalt asylstop
- Udlændinge skal forsørge sig selv
- Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom
Journalisterne og kommentatorerne vil kalde dem for urealistiske og ultimative krav.
»Man kan ikke begå sig med ultimative krav i dansk politik. Husk nu, hvordan det gik med Liberal Alliance«, vil de messe i kor.
Men hvordan kan det være, at statsminister Lars Løkke Rasmussen gerne må stille ultimative krav? Han har ultimativt afvist at udtræde af konventionerne. Han har ligeledes ultimativt krævet, at Danmark skal forblive i EU.
Det har medierne ikke taget anstød af. Tværtimod er statsministeren blevet rost for disse udmeldinger.
Lars Løkke må ifølge journalisterne og kommentatorerne gerne stille ultimative krav vedrørende konventionerne. Pernille Vermund må ikke.
Velkommen til valgkampen og de kulturradikale mediers dobbeltmoral.