Den danske forfatter Jonas Eika benyttede tirsdag aften sin takketale efter at have vundet Nordisk Råds Litteraturpris til at lange ud efter Danmark og den danske regering. Prisvinderen sagde blandt andet:
Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.
Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal).
Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.
De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mener, at det er godt, at Jonas Eika kalder Danmark for et hvidt racistisk samfund. Østergaard siger følgende til Ritzau:
Det er godt, at der er nogle, der råber vagt i gevær. Jeg ville nok have udtrykt mig lidt anderledes, men pointen er den samme, nemlig at vi har en forpligtelse over for børnene i Sjælsmark (udrejsecenter, red.) og alle, der er i en tilsvarende situation, og også en dansk tradition for at tage hånd om det.
Derfor kan jeg godt forstå, at folk reagerer kraftigt på at opleve, at selv om der er et regeringsskifte, så synes man ikke, at man kan se, at kursen bliver lagt markant om.