
Shu-bi-duas sang »Danmark« indeholder følgende vers:
Der findes andre mennesker end dem der er danske
De bor i huler og slås hele dagen
Det har vi lige godt aldrig nogensinde gjort
De varme lande er noget lort
Facebook-siden »Storm over Europa« bringer dette glimrende opslag:
UD MED “DANMARK”, IND MED RAMADAN
Debatten om Isam B’s sang “Ramadan i København” og dens optagelse i Højskolesangbogen har kørt et stykke tid. Forleden blev det så bekræftet, at udvalget bag bogen har besluttet, at sangen skal med, uanset at ingen synger den. I dag kommer det så frem, at en sang, som rent faktisk synges af mange, nemlig Shu-Bi-Duas sang “Danmark” er taget ud af af bogen, efter at have været med i de sidste to udgaver. Symbolikken er ikke til at tage fejl af: “Danmark” ryger ud, mens “Ramadan i København” tages ind.
Det er tydeligt for enhver, at Højskolesangbogen er blevet et stærkt politiseret projekt. Det er også blevet prioriteret, at have flere kvindelige sangskrivere med i bogen. Multikultur og feminisme går hånd i hånd. Således kan man i dagens udgave af Kristeligt Dagblad læse den altid herlige Henrik Marstal udtale følgende:
“”Der har været et tekstmæssigt behov for at få flere kvindelige betragtningsmåder ind i Højskolesangbogen. For eksempel skriver Sara Grabow i sin sang ’Blomsterkransebrud’ om travlt moderne familieliv fyldt med dårlig samvittighed på en måde, en mand næppe ville gøre,” siger Henrik Marstal, som vurderer, at det i dag i meget høj grad er kvinder, der bruger Højskolesangbogen.”
Prøv at læse denne udtalelse og så sæt den i kontrast til folkeligheden, der netop er at finde i Shu-Bi-Duas sang, der rummer både kærlighed til Danmark og klassisk dansk selvironi. Det sidste er altid noget, der mangler hos den identitetspolitiske venstrefløj.
Udvalget benægter naturligvis, at de valg de har taget, skulle være betinget af politik. Næ, det er alene kvaliteten, der er tale om. I artiklen fra TV 2 lyder det:
“- Vi er enige om, at den sang har haft sin tid. Det er egentlig bare fordi, vi ikke synes, det er en spændende og god nok sang, siger kirke- og kormusiker, Anne Odgaard Eyermann, til Radio4. Hun er ét af de seks, der har udvalgt sangene til Højskolesangbogen.
Samme melding kommer fra formanden for Højskolesangbogsudvalget, Jørgen Carlsen. Han sammenligner sangen med ’Mormors kolonihavehus’ af duoen Clausen og Petersen, der ligeledes må se sig strøget fra den nye udgave af den kendte sangbog.
– De har været med to gange. Skal de med tredje gang, så begynder vi at krone dem som moderne klassikere. Har de kvalitet til det? Nej, det har de sgu ikke. Så de er røget, siger Jørgen Carlsen til Radio4.”
Så vidt jeg ved, synges “Danmark” stadig vidt og bredt. Jeg har ofte selv været steder, hvor den blev sunget og i modsætning til mange andre sange, så er det en folk kan teksten på, og der bliver sunget ekstra til ved de sjove passager. Foragten for folkeligheden er tydelig nok i det citerede, skulle jeg mene.
Så jo, Ramadan-sangen er en bedre sang, på trods af at den ikke har vundet hævd, og i øvrigt er en forholdsvis ukendt sang, åbenbart. Jeg har haft den uheldige oplevelse at høre sangen opført live. Det var en ekstrem ubehagelig sommerdag på Rådhuspladsen, hvor der blev afholdt et stort ramadan-arrangement midt i København. Isam B lod sangen gjalde ud over pladsen akkompagneret af et børnekor. Udover at manden aldrig har været en stor sanger, så var det en skræmmende oplevelse. Tusinder af mennesker var mødt op for at fejre en religion, der helst ser os underkaste os på vel nok Danmarks mest ikoniske plads. Ved solnedgang lød et elektrisk forstærket bønnekald lige dér – i vores by.
Optagelsen af ramadan-sangen i Højskolesangbogen på bekostning af en folkelig sang om vores land afspejler de kulturelle eliters foragt for det almindelige, og omfavnelsen af det fremmede og eksotiske – den skønne verdenskultur. Vi er jo så kedelige, må vi forstå. Der er mere krydderi i multikulti. Mere alvorligt, så afspejler den også en stigende indflydelse fra dem, der ikke ønsker os det godt, både fra egne og tilvandrede rækker.
https://nyheder.tv2.dk/…/2020-11-12-shu-bi-dua-klassiker-ry…
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/hoejskolesangbogen-give