Regeringen opgiver det stort anlagte vaccinesamarbejde med Østrig og Israel, der blev annonceret i foråret 2021. Det skriver Ritzau.
Samarbejdet blev ellers lanceret som endog meget vigtigt under covid-19, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) tog på besøg i Israel for at promovere det.
»Det er en ekstrem vigtig dagsorden,« sagde statsministeren til TV 2.
Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, udtaler:
»Så blev Mette Frederiksens PR-stunt afsløret. Hendes tur til den korruptionsanklagede Netanyahu har skadet forholdet til europæiske samarbejdspartnere, ikke skaffet en eneste vaccine og kun resulteret i foto-show. Mette leger bare politik med skatteborgernes penge!«
Min kommentar:
Der er sjældent grund til at rose Venstre, men her har Sophie Løhde ret. Mette Frederiksen leger politik med skatteborgernes penge. Eller for at være lidt mere nøjagtig: Danskerne bliver fuppet med deres egne penge.
For det stort anlagte og »ekstremt vigtige« corona-samarbejde med Israel og Østrig var ren og skær fup. Ellers havde man jo ikke droppet det efter kun ét år. Det er reelt en tilståelse fra statsministeren. Samarbejdet skulle udelukkende bruges til, at Mette Frederiksen kunne fremstå som den store og stålsatte leder under coronakrisen.
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at meddelelsen om det droppede samarbejde kommer nu. Alle medier beskæftiger sig med krigen i Ukraine, så statsministerens fupnummer bliver ikke nævnt i de store nyhedsudsendelser på DR og TV 2.